Motiveringer for uddeling af hæderspriser i 2014

Hæderspriserne Blev uddelt den 21 november 2014, hvor der samtidig var fernisering på udstillingen.
Arrangementet var åbent for inviterede gæster og tilmeldt presse.

De billedkunstfaglige medlemmer af bestyrelsen motiverer valget af dette års modtagere som følger:

Lea Porsager

Lea Porsager opfinder og udfører rituelle handlinger, der er spundet over nittenhundredetallets dadaister, okkultister og teosoffers teorier og tanker. Hun flytter ind i deres ideer og bruger dem som ready maders for sit eget projekt. Lea Porsagers kunst bliver til i en proces, hvor rituelle handlinger efterlader spor i form af feticher, film og gådefulde installationer. Hendes kunst er gerningsstedet, der dokumenteres og arkiveres.

Lea Porsager er en aktivist, som gerne vil bruge kunsten til at sætte andetheden i spil: Den irrationelle andethed sættes i stedet for den altdominerende rationalitet i vores verden. Hendes kunstproduktion er et mystisk projekt med en uoverskuelig dybde som får beskueren til at fare vild, endda også hvis han/hun har et indgående kendskab til teorierne bag værkerne.

Imidlertid sler dette med fuldt overlæg, for som der står om Lea Porsagers projekt i kataloget fra dOCUMENTA 13: "Kunstneren søger at overskride rationaliteten og i stedet udvikle strategier, der udvider grænserne for vores opfattelsesevne og vækker opmærksomheden om alternative stadier af bevidsthed og kropslige teknologier."

I 'Anetta eksperimentet', som blev realiseret i forbindelse med Porsagers projekt til Karlsaue Park i Kassel, udførte hun sammen med 7 kvinder en performance i form af trancetilstande for at opnå en kollektiv bevidsthed mellem deltagerne. Med inspiration fra teoretikere som Rudolf Steiner, George i Gurdjiief og Jane Heap udvikledes ritualerne og blev udfoldet i en proces.

Sporene efter eksperimentet blev samlet i hendes smukke pavillionbygning i Karlsaue Park, hvor efterladenskaberne på gulvet var formet af træ og stål og sat ind i diagrammer. På væggen projiceredes en film fra udførelsen af eksperimentet. Hele bygningen fremstod som et alter for ofring til - måske især - gudinder, der inkarnerer ideer om antimaterialisme, antikapitalisme, fri kærlighed og spirituel oversanselighed.

Efter udstillingen er der udgivet en gennemført bog, der som en manual beskriver hele eksperimentet.

I 2013 gennemførte Lea Porsager projektet 'Food for the Moon'. Det er et meget stort projekt, som både omfatter en installation bestående af kobberstave, der hænger ned fra loftet, og opførelsen af den moderne, polske komponisk Henryk Góreckis Opus 35 (fra 1975) samt et uddybende, rigt illustreret teksthæfte.

Alle Lea Porsagers projekter er udført med stor præcision. Lige fra performance-ritualerne over fetich-objekterne til bøgerne, der udgives som dokumentation. Lea Porsagers kunstprojekter er dybe og krævene. De er perfekt konstruerede og fantastisk inspirerende at tilegne sig. For denne store og dybdeborende indsats tildeles hun Carl Nielsens og Anne Marie Carl Nielsens Legat.

 

Marianne Jørgensen

Marianne Jørgensen arbejder både i den meget store "Land art" skala og helt tæt på sig selv. Helt konkret er det tæt på hende selv, når hun udfører rumlige eksperimenter i sin egen baghave, eller når hun virkeliggør en drøm om nogle huller gravet i jorden, som hun med arkæologisk omhu graver ud i den eksisterende mark rundt om sit hus, imens hun filmer processen, fotograferer hullerne og afstøber dem i glasfiber.

Men emnerne for Marianne Jørgensens kunstproduktion spænder også over de store forestillinger om en utopi for verden eller opgør med de storpolitiske kræfter, som ender med krige og elendighed. Samtidig går hun ikke af vejen for at servere suppe og kaffe til alle dem, der generøst inviteres ind i Marianne Jørgensens kunsthave for at deltage med projekter og kunstværker eller for at samarbejde, videnbearbejde, udveksle og debattere den stedsspecifikke kunstpraksis.

Frem til år 2017 arbejder Marianne Jørgensen på et storskalaprojekt: Utopia på Sejerø. I løbet af en seksårig periode skrives UTOPIA i beton, mursten og andre materialer i en kile ind i landskabet, som et optimistisk-besværgende udråb fra vandet ind over øen, på det sted hvor Sejerø-festivalen afholdes og ønskes fastholdt.

På den store anlagte soloudstilling "Entropia" 2013 i Den Frie udstillingsbygning udstillede Marianne Jørgensen både ældre og nyproducerede projekter. Her kunne man blandt andet se dokumentationen af projektet "Love Alley". Love Alley opstod fordi Århus Kommune iværksatte en urbaniseringsproces i Marianne Jørgensens baghave, hvor et stort markområde blev inddraget til nybebyggelse af parcelhuse. Dette foranledigede et større research- og analyse arbejde fra Marianne Jørgensens side. Det endte med, at hun byggede en miniatureby, der spejlede det arbejde, som foregik på den anden side at vejen, samtidig med at hun forsøgte at bearbejde alle de fejl og forkerte beslutninger, der fører til at den slags nyopførte områder bliver til umenneskelige, uangagerede og fremmedgørende sovebyer. Til dette arbejde fik hun ikke bare sprængt og asfalteret en parcelhusvej ind i marken, men hun indbød også adskillige kunstnere til at deltage med bygningsværker og landskabsbearbejdning, med meget mere, på parcellerne langs vejen. På samme udstilling viste Marianne Jørgensen også en stor installation, der involverede hele rummet som en slags have i flere etager, hvor meget specielle skulpturer udført i jord og mosetørv hang ned fra konstruktionens loft. Skulpturelle former, der som levende organismer voksede og ændrede sig i udstillingsperioden.

Marianne Jørgensen skaber kunst ud fra en dyb, autentisk og direkte indgang til verden. Hun mestrer at favne det allernærmeste, næsten private og parre det med det allerfjerneste; de store og hårde fænomener i verden. Marianne Jørgensens kunst er inkluderende, original og generød. For denne indsats modtager hun Carl Nielsens og Anne Marie Carl Nielsens legat.

 

Superflex

Man kunne spørge sig selv, om hvorvidt Superflex er en godgørende organisation, et ingeniørfirma, som fremstiller biogasanlæg, eller en fabrik der producerer sodavand, et arkitektfirma der kreere udendørs opholdsrum eller en kunstnergruppe, som laver konceptuelle projekter, performance og film.

Men sandheden er, at Superflex er en kunstnertrio, som består af de tre kunstnere, Jakob Fenger, Bjørnstjerne Christiansen og Rasmus Nielsen.

De bruger kunstinstitutionen til at gå i clinch med de fænomener i det kapitalistiske samfund, der er med til at begrænse den enkelte frihed, hvis ikke de fokuserer på fænomener der medvirker til, at der udøves uretfærdig magt imod befolkningsgrupper i lande verden over. Superflex går ikke af vejen for at tage politisk stilling til indvandrerdebatten i Danmark eller Muhammedkrisen. De skaber værker, som kommenterer direkte på den virkelighed, som de fleste af os erfarer gennem medierne. De laver ikke kunst med henblik på at blive anerkendte i kunstinstitutionens magtspil om kunstnerisk kvalitet og individuel bedømmelse. Kunstfirmaet Superflex' logo fungerer snarere som en rambuk til at slå døre ind, der hvor der udøves magt, som begrænser menneskers fri, deltagelse, demokratirettigheder og værdighed.

Superflex kalder selv deres egen praksis for: Tool - et redskab. Superflex kan, på grund af deres position mellem kunstinstituion og samfund, give mennesker dette værdifulde redskab i hænde og hjælpe dem til at bruge det med henblik på at ændre deres sociale situation. Netop ved aktivt at bruge kunstinstitutionen, som normalt forbindes med ytringsfrihed, fantasi og opgør med konventioner, kan deres aktivistiske projekter få en helt anden udbredelse og kultstatus, end hvis de havde meldt sig ind i Trampolinhuset eller Solidaritetshuset på Nørrebro eller oprettet et politisk parti.

Superflex gruppens kunstværker er redskaber til at ændre verden. Kunstværkerne adresserer virkelige problemer, der skaber virkelige løsninger, som for eksempel den politiske sodavand Guaraná Power eller den udendørs boksering fra Thailand opstillet i Kilen på Nørrebro. Samtidig får projekterne optimale muligheder for omtale og betydning i medierne, fordi de er udstillet på kunstinstitutioner. Det handler om en avanceret udveksling af betydninger og status mellem et politisk, kunstnerisk projekt og kunstens instituioner.

Superflex har udført en imponerende liste af projekter ude omkring i verden og i Danmark. Et ældre og meget markant et af slagsen er "Supergas" - projektet er udført som en slags udviklingsarbejde, der skal hjælpe bønder i Tanzania til at producere deres egen energi, biogas. De mange Copy Right projekter gør op med den begrænsning, der ligger i, at man ikke kan handle og videreudvikle på andres gode ideer. Og sådan kan man blive ved med at remse store, krævende og engagerende projekter op.

For dette imponerende stykke arbejde tildeles Bjørnstjerne Christiansen, Jakob Fenger og Rasmus Nielsen, Carl Nielsens og Anne Marie Carl Nielsens legat.