Skip to content

Årets hædersprismodtagere

Den 24. oktober 2025 kl. 17.00 uddeler Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat årets Hæderspris i Odense Koncerthus. Det er komponisterne Kirstine Lindemann, Signe Lykke og Bára Gísladóttir, musikerne Bjarke Mogensen og Michala Petri samt sangeren Stephen Milling, der i år modtager Danmarks største kunstpris. Mød dem i portrætvideoerne herunder.

Mød årets hædersprismodtagere:

Video: Birgit Tengberg

Musiker Bjarke Mogensen er en af Danmarks mest markante og alsidige musikere. Hans musikalske nysgerrighed og tekniske overskud har ført til samarbejder med både klassiske musikere og kunstnere fra andre genrer.

Som solist og kammermusiker har han udvidet sit instruments rolle, accordionen, i den klassiske musik og inspireret til mere end 60 nye værker skrevet specielt til ham.

https://nielsen-legat.dk/bjarke-mogensen/

Video: Birgit Tengberg

Komponist Signe Lykke har markeret sig med stor kunstnerisk bredde og integritet. Hun arbejder i krydsfeltet mellem klassisk komposition og tværæstetiske formater og har markeret sig med værker til både symfoniorkester, opera, dans og film.

Hendes musik beskrives ofte som poetisk og tekstuel og kredser om perceptionen af harmoni og tid. Hun har komponeret værker til blandt andre Aarhus Symfoniorkester, Det Kongelige Kapel, Theatre of Voices og DR Symfoniorkestret, og er i øjeblikket aktuel med en række nye værker til prominente solister og ensembler i ind- og udland.

https://nielsen-legat.dk/signe-lykke-2/

Video: Birgit Tengberg

Komponist Bára Gísladóttirs musik kredser om lyd som et levende væsen og udforsker støj, resonans og ekstrem dynamik i værker, der ofte balancerer mellem det intime og det monumentale.

Hun henter frit sin inspiration fra helt forskellige kilder som dødsmetal, techno og kompositionsmusik, og afsøger de helt ekstreme lydlige muligheder særligt inden for instrumenternes støjlyde og dynamik og optræder i flere af sine værker som improviserende kontrabassolist.

https://nielsen-legat.dk/bara-gisladottir-2/

Video: Birgit Tengberg

Sanger Stephen Milling er en af verdens førende bassangere og en markant fortolker af Wagners store roller.

Han tildeles Hædersprisen som en anerkendelse for sit beundringsværdige virke for både den danske og internationale musik. Med sin dybe klang, dramatiske autoritet og tekstlige præcision har han sunget på nogle af verdens mest prestigefyldte scener. Selvom hans virke i dag er internationalt, har Stephen Milling haft en stor betydning for den danske operascene.

https://nielsen-legat.dk/stephen-milling/

Video: Birgit Tengberg

Komponist Kirstine Lindemann modtager hædersprisen for sit dybt originale og undersøgende arbejde i krydsfeltet mellem lyd, krop og rum.

Med kroppen som centralt kompositorisk materiale undersøger hun forholdet mellem mennesker gennem lyd, gestik og fysisk resonans. Hendes værker bevæger sig mellem koncert, performance og installation og skaber sanselige oplevelser, hvor publikum inviteres til at lytte med hele kroppen.

https://nielsen-legat.dk/kirstine-lindemann-2/

Video: Birgit Tengberg

Musiker Michala Petri er en af Danmarks mest internationalt anerkendte solister og behøver næppe den store præsentation for koncertpublikummet herhjemme, hvor hun er kendt og elsket for sit eminente fløjtespil.

Hun debuterede som 10-årig og har gennem mere end fem årtier været en pioner på blokfløjten – både som fortolker af barokværker og som dedikeret formidler af ny musik.

https://nielsen-legat.dk/michala-petri/

Back To Top