Copenhagen Lied-Duo Competition 2025

Copenhagen Lied-Duo Competition støttes af Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat
Hjemmeside: https://liedcompetition.dk/
Den sjette udgave af den internationale konkurrence The Copenhagen Lied-Duo Competition fandt sted den 24.–26. oktober 2025.
Konkurrencen, som afholdes hvert andet år, samler deltagere fra hele verden omkring denne særlige genre inden for vokalkunsten. Lied-traditionen er en intim kunstform, der i sin ånd står kammermusikken nærmere end operaen.
Formålet med konkurrencen er todelt:
- at inspirere unge sangere og pianister til at danne varige duoer, og
- at fremhæve den danske sangskat, idet 25 % af repertoiret skal bestå af danske sange sunget på dansk.
Konkurrencen afholdes i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums lokaler og består af to runder samt en finale. Klaver og sang vurderes på lige fod, og præmierne deles ligeligt mellem de to optrædende.
I år modtog konkurrencen et rekordstort antal ansøgninger fra hele verden, og niveauet blandt de 12 udvalgte duoer var usædvanligt højt.
Finalekoncerten fandt sted søndag den 26. oktober i Konservatoriets Koncertsal, hvor fire finale-duoer dystede om i alt fire hovedpriser samt to særpriser: én for bedste fortolkning af en sang af Carl Nielsen og én for bedste fremførelse af en dansk sang.
