skip to Main Content

Finn Savery

Hædersprismodtager 2011
Finn Savery
Komponist

Links

Hjemmeside:
http://www.finnsavery.dk/index.html

Lyt på Spotify:
Finn Savery

Komponist, pianist og kapelmester Finn Savery

Finn Savery blev født i 1933 og som søn af pianisten og musikpædagogen C.M. Savery, blev han tidligt påvirket af musik i miljøet omkring Frederiksberg Folkemusikhøjskole.

Savery studerede ved Konservatoriet i København fra 1953 til 1960 og blev uddannet som pianist med undervisning i instrumentation og komposition med Herman D. Koppel og Niels Viggo Bentzon som lærere. Han tog også supplerende kurser i Darmstadt, New York og Boston.

Finn Savery er en meget alsidig musiker og komponist. Gennem hele sin musikalske karriere har han ageret som en aktiv jazzpianist og en dedikeret komponist. Hans tilgang til musikalske stilarter er langt fra dogmatisk og han skaber i et bredt spektrum, der spænder fra tonal tradition og europæisk modernisme til jazz, folkemusik og popmusik.

Til at starte med blev det jazzen og populærmusikken, der gav Savery et gennembrud som komponist i tresserne. Især musikken til Ernst Bruun Olsens musical “Teenagerlove” (1962) der blev en stor publikumssucces på Det Kongelige Teater var et afgørende gennembrud.

I 1970’erne bevægede Savery sig mod enklere melodiske sammenhænge og udforskede med hans egen trio lyden af el-piano og synthesizer på flere LP indspilninger, såsom albummet “New York Series” (1975), der blev skabt efter et studieophold i USA.

Fra 1980’erne og frem er Savery fortsat med at komponere værker for soloinstrumenter, orkesterværker, kammermusik og Jazz og Saverys mangfoldige tilgang fortsatte gennem årtierne.

”Kiming” (1980) skrevet til jazztrioen og de fem strygere i De Nordiske Spillemænd betragtes som et af hans hovedværker.

Til legatets prisoverrækkelse skrev Savery værket: “Spring’11” for trio og orkester og fremførte med sin trio to egne kompositioner: ”The Pulse of Greenwich Village” og ”Birds Compass”.

Back To Top